January 29, 2014
Denmark

Fishermen fear offshore wind farm at Sæby | Fiskere frygter havvindmøllepark ved Sæby

Af Marie Bergmann | 24. Jan. 2014 | www.dr.dk

Planerne om en havvindmøllepark ud for Sæby vækker bekymring hos de lokale fiskere.

Fiskerne frygter, at en af deres bedste fiskepladser, vil blive taget fra dem, hvis den planlagte havvindmøllepark bliver en realitet.

Her vil Energistyrelsen placere vindmøller på et område på op mod 60 kvadratkilometer. Området er et af de bedste steder at fiske efter brisling – en fisk, der oftes bruges i fiskemel og olie.

Planerne for den store havvindmøllepark blev præsenteret på et borgermøde i Sæby torsdag aften, hvor der var mødt cirka 150 borgere op. Her udtrykte fiskerne deres bekymring for placeringen af de op mod 67 vindmøller.

– Brislingefiskerne mister et område, der er vigtigt for dem. Det er dér brislingen optræder, og fisken er enormt vigtig for industrifiskere, siger formanden for Strandby Fiskeri, Claus Hjørne Pedersen.

Hvis havvindmølleparken bliver en realitet, må fiskerne slet ikke fiske i området, og det kan få stor betydning for dem, mener Claus Hjørne Pedersen:

– Man fisker brisling med trawl, og man må slet ikke være i et område med vindmøller med slæbende redskaber, så det er jo et problem. Han håber, at Energinet.dk, der står for placeringen af møllerne, vil indgå i en dialog omkring, hvor vindmøllerne skal være.

Det er planen, at havvindmølleparken skal placeres mindst 4 kilometer ud fra kysten ved Sæby. Den skal producere el til cirka 200.000 husstande senest i 2020. Man er dog kun i gang med forundersøgelserne, og faktorer som f.eks konsekvenserne for fiskeriet, vil blive taget med i overvejelserne, lyder det fra projektleder Bent Sømod.

– Der vil blandt andet blive lavet interview med fiskerne, så vi kan finde frem til en løsning, der er mindst muligt generende for erhvervet i området, siger han.

Det bliver først besluttet i 2015, om der skal være en havvindmøllepark ud for Sæby.


URL to article:  https://www.wind-watch.org/news/2014/01/29/fishermen-fear-offshore-wind-farm-at-saeby-fiskere-frygter-havvindmollepark-ved-saeby/